Udstiller/aktør

Udstillere

Forhåndstilmeldingen er lukket. Bare mød op. Fører af køretøj kommer gratis ind

Vi ser frem til at møde dig og det, dit hjerte banker for: et stykke virksomt mekanik, køretøj eller anden maski-mekanisk dimsedut fra perioden 1875-1975.

Eller brænder du for andre ting fra svundne tider, måske dans, tøjmode, madkultur, design, optræden eller andet fra perioden? Ta' kontakt og lad os høre hvad du kan byde ind med.

På TimeWinder - nostalgi til lands, til vands og i luften, spoles tiden tilbage hvert år i Pinsen. I fællesskab skaber veteranentusiaster en tidslomme, hvor passionen for ældre mekanik og levevis skaber en  levende historieformidling med en rød tråd igennem et samfund i udvikling.

Man kan opleve militær reenactment fra 2. Verdenskrig, militært isenkram op gennem tiden,  historiske tableauer, opvisningsring for vejgående dampmaskiner, veterankøretøjer af enhver art og tilmed veteranfly der lander og letter på TimeWinders landingsbane. Vis à vis pladsen ligger Roskilde Fjord, hvor veteranskibe danner en helt unik kulisse til aktiviteterne på landjorden. Vi er i tiden, hvor mekanikken fortrængte muskelkraft ved landbruget, og traktorer og tærskeværker var tidens fremskridt. "Til hverdag og fest" bliver anskueliggjort af det unikke veterantivoli med de aldrende forlystelser som satte kriller i maven på vores bedsteforældre og til lyden af musik fra tiden i TimeWinders musiktelt alle dagene - plus alt det andet!

Det absolutte fokus er på de hundrede år fra 1875 til 1975, hvor industrialiseringen buldrede derudaf - forøvrigt meget à propros, da byen Frederiksværk, der kun er fire kilometer væk og synlig fra selve TimeWinder-pladsen, var Danmarks første rigtige industriby.

Info til dig som udstiller

Overnatning

Pinseferie i Halsnæs

Bag TimeWinder står en række ildsjæle, der med bred lokal og regional opbakning søger at omsætte fascination for mekanik og historie til en festlig oplevelse for alle, der erkender periodens vigtighed for dagens samfund - og som aldrig er vokset fra begejstringen for de gamle sager.